Måske er skikken ved at løbe lidt ud i sandet – i hvert fald ved mere almindelige fester – men vi danskere og andre skandinaver har gennem tiden ofte overrasket gæster fra andre lande med den måde, som vi hilser på hinanden og skåler ved bordet.
Før i tiden var det et helt ritual, og det kan man i nogle sammenhænge stadig opleve. Følger vi en statsmiddag på tv, er det fascinerende at følge slagets gang og se, hvordan folk løfter deres glas og hilser på hinanden.
Bag det hele ligger en gammel etikette, som betyder, at man for eksempel altid bukker for den i selskabet, der er nummer ét i rangfølgen. Skulle du komme til et selskab, hvor regenten er til stede, så husk at bukke – men ikke for regentens kone eller mand. Man bukker kun for den, der er højest på strå.
Rejs dig og skål
Ved et privat selskab kan du stadig støde på, at en af bordets ældste gæster inviterer dig til at modtage hans eller hendes skål.
Du skal ikke så mange årtier tilbage, før det betød, at du rejste dig op, hvis du var yngre, og let bukkende skålede med vedkommende. Den unge tager ikke initiativ til en skål – det er den ældre, der vælger, hvem han eller hun vil skåle med.
Vi ser på hinanden
Også i vore dage har vi holdt fast i skikken med at løfte glassene mod hinanden og hilse. Når vi har skålet, holder vi glasset foran os og ser på den, vi har skålet med, inden vi sætter det ned igen. Det er en gammel, nordisk adfærdsmåde, hvor vi ærer vores skålepartner og viser stor ærbødighed over for vedkommende. Nogle gange undrer det andre folkeslag, når vi opfører os på den måde. Det er sikkert et levn helt tilbage fra vikingetiden, da det var vigtigt at vise, at man havde fredelige hensigter.
