Da taffeldækkeren kom forbi

Lige ud til landevejen, der går forbi det fornemme Frijsenborg slot lidt uden for Hammel i Jylland, ligger et smukt lille hus, som hedder Taffeldækkerens Hus.

Sådan en havde man nemlig på det store slot, der var hovedsæde for Danmarks største grevskab – efter sigende kunne greven på Frijsenborg ride fra Viborg til Horsens på egen jord.

Det, at man havde en taffeldækker, siger lidt om, hvor vigtig borddækningen og etiketten ved bordet var tidligere. Borddækningen afspejlede stand og rang, og det var på ingen måde tilfældigt, hvordan familie og gæster var placeret rundt om det fornemme spisebord.

I dag er der ingen taffeldækker på Frijsenborg eller på nogen anden herregård herhjemme. Det er nok kun dronningen, der har en sådan en.

Næsten for meget

Der går en historie om, hvordan taffeldækkeren fra Frijsenborg i 1903 blev sendt til København af grevinden på slottet. Han skulle vise sin borddækkerkunst ved en udstilling om husholdning, som blev arrangeret af Emma Gad – som vi i dag kender for bogen “Tak og Tone”.

Han kom, iført guldbriller og flot rejsedragt, sammen med to lakajer, som slæbte på to store rejsekufferter med dækketøj. Og på hans vink gik de ellers i gang med at tage det ene fornemme stykke service, smukke opsatser af sølv, fornemme glas og udsøgt bestik frem, og der blev dækket et bord, som ingen havde set mage til. Blandt andet også med fornemt Meissen-porcelæn med guldkant og blonder – dyrt, flot og sjældent.

Var det ikke tilstrækkeligt, kunne man bare hente mere i palæet i Ny Kongensgade, hvor grevefamilien boede om vinteren.

Men det var bestemt tilstrækkeligt. Aviserne skrev, at det var uhyre smukt, og blandt andet var en stor bordopsats af sølv arrangeret med fornem champagne – alt udstrålede luksus. Men de skrev også, at det næsten var for meget.

Og det er netop kunsten også ved din borddækning – at ramme det imponerende, men uden at du praler med din ødselhed.